af Nils Harbo

Selv musikere med tinnitus kan spille i orkester, takket være danske lydskærme

Falko lydskærme er danske kvalitetsprodukter, der på effektiv måde beskytter musikerne mod høje lyde

Henrik Falk Magnussen producerer orkesterinventar, og et af de seneste produkter fra den dygtige entreprenør i Skanderborg er en lydskærm,  Falko S560B, der bl.a. er velegnet til orkestermusikere. Falk Magnussens lydskærme udvikles for at beskytte musikere mod høreskader og tinnitus.

Prof musikere med på råd

Der findes over 15 lydskærmstyper, der alle er udformet og konstrueret sådan, at de beskytter den enkelte aktør uden at virke generende eller pladskrævende, og så står de stabilt. Falk Magnussen har taget professionelle musikere med på råd, der er blevet forsket i hoveder og lyd, og der er foretaget lydprøver på alle lydskærme i Århus Symfoniorkesters øvesal.

Følger hovedformen

Frekvenserne på lydkurvekortene er valgt ud fra de områder, som musikerne føler er mest belastende. Lydskærmen er bl.a. bygget af tre mm tyk gennemsigtig polycarbonat (brudsikker plast), og skærmens udformning følger udøverens hovedform, da den nye S560B-skærm har fået et ekstra buk. Alligevel har udøveren god bevægemuligheder. Samtidigt giver skærmen optimal lyddæmpning, så udøveren kan føle sig tryg, og der er ingen lydtilbageslag.

Alle Falk Magnussens lydskærme kan justeres trinløst op og ned, frem og tilbage og falder diskret ind i symfoniorkesterets opstillinger.

Fra mur til musik

Henrik Falk Magnussen er oprindelig murer og entreprenør, men har i mange år designet og udviklet musikalsk inventar, bl.a. en mobil publikumstribune (og stole) til Gladsaxe Teater, en ”rundhorisont” til Det Kongelige Teater og udstyr til teatersalen i Nordens Hus i Grønland.

Stativer og stole

MUSIKERENs grejredaktion har mødt Falk Magnussen ved flere lejligheder, hvor han har fortalt om sine idéer og produkter. Magnussens Notabene-nodestativ er fx det mest kendte og anvendte i Norden, og orkesterstole er der også stor efterspørgsel på.

Cello-venlig skærm

Falko-lydskærmene er bl.a. udviklet efter input fra svenske og danske orkestermusikere. Der er bl.a. blevet lyttet til en cellist i det Kungliga Filharmoniske orkester i Stockholm, der ikke kunne bruge de oprindelige lydskærme pga. den høje cellohals. Magnussen gik derfor i gang med en udgave, der i den færdige konstruktion udmærker sig ved, at den skærmer for det ene øre, dækker bagfra og afslutter ved cello-armen.

Behageligt for musikeren

Den 25 mm tykke lydabsorption går også helt til skærmkanten ved cello/kontrabas-armen, men i den modsatte side stopper lydabsorptionen ca. 50 mm inde. Det indebærer, at musikere kan se igennem den transparente skærm til siden, hvilket er meget behageligt.

 

Mere end 50 år i branchen

Henrik Falk Magnussen har været i gang meget længe. Han begyndte sine entreprenøraktiviteter helt tilbage i 1959. Indgangen til musikbranchen var nogle norske nodestativer, som han begyndte at importere.

Pools og fødselsbassiner

I 1967 startede han er nyt firma, Sunswimm, der bl.a. projekterede og byggede swimmingpools. Selvom Sunswimm nu er solgt fra, var Magnussen en pioner, der på opfordring og i samråd med fødeafdelingen på Gentofte Sygehus udviklede verdens første bassin for vandfødsler. I de senere år har han også udviklet Falko-lydskærme til callcentre og åbne kontorlandskaber.

Hjælper musikere med tinnitus

Falk Magnussen mener, at mange flere kunne have glæde af lydskærmene, det viser sig nemlig også, at de musikere, der i forvejen har fået tinnitus, ikke har noget problem med at fortsætte, når først de har lydskærm.

100 % dansk produkt

Falko lydskærme er et helt igennem dansk produkt. Skærmene produceres i Århus og monteres i Skanderborg, men bruges over hele Skandinavien.